Tandproteser bliver fremstillet hos en klinisk tandtekniker, som kan udforme en protese tilpasset dine behov.
Den store udvikling i de seneste årtier inden for fremstilling af tandproteser har resulteret i et bredt udbud af vidt forskellige proteseløsninger. Det betyder samtidig, at der kan være stor forskel på de tandproteseløsninger, som kliniske tandteknikere hver især tilbyder.
Tandpatienter har forskellige behov for tandbehandling, og tandprotetikere tilbyder derfor naturlige og tilpassede tandproteser.
Bemærk at en hel del kliniske tandteknikere også anvender betegnelsen tandprotetiker i deres markedsføring. De to betegnelser – klinisk tandtekniker og tandprotetiker – er tilsyneladende synonymer for samme faglige kompetencer. Uddannelsesmæssigt er det dog kun muligt at uddanne sig til klinisk tandtekniker.
Beskrivelsen af tandproteser vil begrænse sig til at handle om 4 grundlæggende tandprotesetyper:
- Helprotese
- Delprotese
- Immediatprotese
- Hybridprotese
Her kan du få en grundlæggende viden om dine muligheder for at få en proteseløsning med en naturlig og tilpasset tandprotese, der opfylder dine krav og behov.
I den forbindelse vil det være hensigtsmæssigt, at du samtidig overvejer dine fremtidige behov til en løsning med tandprotese.
Du vil i beskrivelserne af tandproteser få svar på følgende:
- Hvad er forskellen på de forskellige gængse tandproteser
- Kan en tandprotese understøtte kæber og genskabe ansigtsformen
- Priser på tandproteser
Flere navne på forskellige typer tandproteser
Når du på internettet vil prøve at indhente forskellige informationer om tandproteser, så vil du hurtigt opdage, at der bliver anvendt forskellige navne for samme type tandprotese. Det medvirker til at skabe forvirring for kunderne.
Årsagen til de forskellige navne på samme type tandprotese skyldes sandsynligvis, at kliniske tandteknikere og tandlæger på den måde forsøger at differentiere sig fra konkurrenter og derved skabe større opmærksomhed om netop de tandproteser, som den enkelte klinik tilbyder.
Med udgangspunkt i beskrivelserne af tandproteser på et utal af hjemmesider vil jeg hermed forsøge at give min forklaring på de mest anvendte navne på tandproteser.
Fuldprotese
Benævnelsen fuldprotese bliver anvendt i følgende tre tilfælde:
- Når der er tale om en helprotese til undermunden
- Når der er tale om en helprotese til overmunden
- Når der er tale om de to helproteser, der bruges i såvel undermunden som overmunden.
Helprotese
Benævnelsen helprotese bliver anvendt i følgende to tilfælde:
- Når der er tale om en helprotese til undermunden
- Når der er tale om en helprotese til overmunden
Overmundsprotese og undermundsprotese
- Overmundsprotese bliver anvendt, når der er tale om en helprotese til overmunden
- Undermundsprotese bliver anvendt, når der er tale om en helprotese til undermunde
I forbindelse med indhentning af information om tandproteser, der skal erstatte alle tænder i enten overmund eller undermund eller begge dele, så er det vigtigt at være opmærksom på, hvad den kliniske tandtekniker mener, når vedkommende bruger en eller flere af benævnelserne ovenfor eller eventuelt helt andre benævnelser på tandproteser.
Delprotese
Benævnelsen delprotese bruges, når en tandprotese skal erstatte enkelte tænder i enten overmunden eller undermunden.
Delproteser kan udformes i forskellige materialer, og med udgangspunkt i primært materialevalg har delproteser forskellige benævnelser:
- Akrylprotese – tandprotese udformet i materialet akryl
- Unitor delprotese – tandprotese udformet i metal
- Duraflex delprotese – tandprotese udformet i et termoplastisk materiale
Tandproteser til indsætning straks efter tandudtrækning
For disse tandproteser findes som minimum følgende benævnelser:
- Immediatprotese
- Straksprotese
- Tandudtrækningsprotese
Tandproteser der kan sættes fast på tandrødder
Denne type tandprotese kan findes med blandt andet følgende navne:
- Hybridprotese
- Tryklåsprotese
- Dækprotese
- Implantatprotese
Beskrivelsen af hver enkelt af de fire generelle typer tandproteser er for overskuelighedens skyld lavet på hver sin side, som du kan linke til herunder:
Tandlæge som rådgiver ved køb af kunstige tænder
Når du undersøger markedet for nye kunstige tænder, så bør du bruge din tandlæge som rådgiver, da det som regel er den tandfaglige person, der kan give dig den bedste hjælp, når du skal vælge den tandbehandling, som du ønsker. Din tandlæge skal med stor sandsynlighed også indgå i tandbehandlingen, så vedkommende må anses som interesseret i, at du får den bedst mulige løsning, når du skal have nye kunstige tænder.
Priser på tandproteser
Beskrivelserne af de forskellige typer tandproteser viser, at det er muligt at fremstille en helt unik og tilpasset tandprotese til enhver tandpatient. Det ses også, at der er mulighed for at kombinere forskellige proteseløsninger på tværs af de dentale faglige afgrænsninger.
Når en tandprotese kan udformes i en så tilpasset grad, bliver det samtidig vanskeligt at kunne lave en prisliste, der viser priser på tandproteser for hver enkelt tandpatients behov.
Ud af ti tilfældigt udvalgte hjemmesider er der ingen prisliste på 7 af hjemmesiderne. På de 3 øvrige hjemmesider er der en prisliste, der specificerer priser på standardprodukter, hvilket kan give en fornemmelse af, hvad du eventuelt skal betale for en tandbehandling, der omfatter en eller flere tandproteser.
Du bør dog forvente, at den pris, som du kommer til at betale for en proteseløsning på manglende tænder, vil afspejle de unikke ydelser og produkter, som du har behov for.
Her på hjemmesiden bedretandbehandling.dk handler tandbehandling primært om kvalitet og sekundært om priser, hvilket skyldes, at markedet for dentale ydelser viser, at i de fleste tilfælde så følges pris og kvalitet ad; når der tages udgangspunkt i det gældende generelle prisniveau for tandbehandlinger.
Det er klart, at du er nødt til at vælge en tandbehandling, der svarer til den økonomiske formåen, som du har. I den forbindelse skal det nævnes, at der er forskellige muligheder for at få tilskud og lave afdragsordninger, og det er noget, du bør undersøge nøje.
Når det handler om tænder og mundens funktionelle indvirkning på evnen til blandt andet at bide rigtigt, at tygge ordentligt, at spise varieret, at tale tydeligt, og at smile naturligt, så er det et af de områder, hvor du som forbruger skal forsøge at få den bedst mulige løsning.
Anbefalingen er derfor, at du finder frem til et antal mulige løsninger omfattende tandproteser, der dækker dine behov. Derefter finder du frem til, hvor meget hver enkelt løsning koster, og om der er mulighed for tilskud og eventuelt en afdragsordning på tandbehandlingen. Og så tager du dit valg ud fra disse oplysninger, således at du tager mere med i din vurdering end kun prisen på tandprotesen.
For det er nu en gang kvaliteten af tandprotesen, der sandsynligvis bliver den faktor, du tænker på og glæder dig over i hverdagen med en tandprotese.
Afslutningsvist vil det også være hensigtsmæssigt, at du vælger en klinisk tandtekniker, som du kommunikerer godt med. Den løbende dialog i tandbehandlingen har stor betydning for, at du får en tandprotese af den kvalitet, som du ønsker.